VVS tips til dig der vil gøre det selv

VVS arbejde i din bolig må til dels udføres af dig selv. Men det er vigtigt, du ved, hvordan du gør det korrekt. Ellers risikerer du fx at lave vandskade i din bolig. På VVS-tips.dk har vi samlet en række nyttige VVS tips, som forhåbentlig kan hjælpe dig, ligesom vi også har beskrevet de mest almindelige VVS artikler.

Gør-det-selv VVS

Som nævnt må du udføre en del vvs-arbejde selv i din bolig. men for ikke at lave skader er det en god idé at tjekke listen over hvad man selv må lave, før man starter med vvs-arbejdet. Det vvs-arbejde, det ikke er lovligt selv at udføre, skal udføres af en autoriseret vvs-installatør. Inden du går i gang med vvs-arbejdet, skal du huske at lukke for vandet. Hvor og hvordan du nemmest lukker for vandet, kan du læse om nedenunder.

Inden du går i gang med vvs-arbejdet

Husk at lukke for vandet:

  • Du må kun udføre vvs-arbejde, hvis der findes en afspærringsventil på vandfordelingsledningen eller på koblingsledningen til det pågældende tapsted. Afspærringsventilen skal være placeret inden for boligen.
  • Du kan vælge at lukke for vandet på ejendommens hovedventil (typisk i enfamiliehuse), som sidder i forbindelse med vandmåleren. Her skal du ikke anvende værktøj.
  • Du kan også lukke for vandet på de afspærringsventiler, der er placeret fx under en håndvask eller køkkenvask. Her skal du anvende det håndtag, der er på ventilen. Hvis der i stedet sidder en mindre kuglehane, bør du anvende en umbraconøgle.
  • Hvis det ikke er muligt at lukke for vandet, skal du tilkalde en vvs-installatør. Det er ikke tilladt selv at udskifte afspærringsventiler.
  • I nyere ejendomme er der ofte en hovedafspæringsventil for varmt og koldt vand i lejligheden. Det er ikke tilladt at lukke for hovedafspærringsventiler uden for lejligheden, fx på stigestrengene.
  • Der skal altid være en såkaldt reparationshane i forbindelse med vandtilslutningen til WC’er.

VVS arbejde du selv må udføre:

  • Udskifte vandhaner og pakninger i vandhaner.
  • Udskifte hånd- og køkkenvaske med tilhørende vandlås. Dog kun hvis en eventuel vandlås er monteret synligt, og kun hvis der ikke sker indgreb i den faste, eksisterende del af afløbsinstallationen.
  • Udskifte wc’er. Dog kun med et godkendt wc med samme tilslutningstype som det eksisterende, så der ikke sker indgreb i den faste vand- og afløbsinstallation. Ved wc’ets tilslutning til afløbssystemet skal du anvende godkendte tilslutningsstykker eller andet materiel, der er godkendt til formålet.
  • Udskifte vaske- og opvaskemaskiner til husholdningsbrug. Dog kun hvis den eksisterende maskiner er tilkoblet en spuleventil eller en afspærringsventil, og der ikke sker indgreb i den faste vandinstallation. Hvis en installation er forberedt til tilslutning af vaske- eller opvaskemaskine, bliver tilslutningen af vaske- og opvaskemaskinen betragtet som en udskiftning.

Det skal en autoriseret vvs-installatør udføre:

  • Alle former for indgreb i den faste, eksisterende vand- og afløbsinstallation i boligen.
  • Alle former for arbejde på gasinstallationer.
  • Nye vvs-installationer i boligen.